Hemmeligheden bag kaninpels
Foto: Jo-Anne McArthur - We Animals
Bag facaden
Slagtning af kaniner for deres pels er den hurtigst voksende del af den globale pelsindustri, men alligevel ved de fleste meget lidt om, hvad der egentlig foregår på kaninfarme.
På verdensplan bliver der årligt dræbt omkring 50 millioner dyr for deres pels, men dette tal medregner ikke engang kaniner. Der er altså et stort mørketal i denne industri, som kun har været meget begrænset belyst.
De fleste systemer i dyrefabrikker er blevet underkastet grundige undersøgelser, har været genstand for kampagner fra dyreværnsorganisationer eller endda forbud fra regeringer. Men de dyrefabrikker som opdrætter kaniner for deres pels og kød har historisk ikke modtaget meget opmærksomhed før nu.
En grusom afsløring
The Coalition to Abolish the Fur Trade (CAFT) har infiltreret og afsløret denne forfærdelige industri. En industri hvor millioner af kaniner er indespærret i golde trådbure, holdes som fødemaskiner og får deres hale skåret over, hvorefter deres hjerteskærende skæbne bliver foreviget i produktionen af støvler, handsker og pelsdetaljer på jakker.
CAFT rejste gennem Europa og infiltrerede kaninfarme, slagterier og forhandlere i fire lande, og kan nu afsløre virkeligheden bag kaninpelsindustrien.
Foto: Stefano Belacchi / We Animals Kaninernes liv
Kaniner er sociale dyr, som i naturen lever sammen i store grupper og bygger komplekse kolonier, som de bor i. Der er intet kaniner kan lide mere end at lege, løbe, hoppe og pleje hinandens pels. Men i pelsindustrien kunne deres liv ikke være mere forskelligt fra, hvad de ønsker.
Der er to arter, som primært anvendes på kommercielle kaninfarme: Rex og New Zealand White. Rex-kaniner avles specielt for deres pels, og New Zealand White er traditionelt blevet avlet primært for deres kød.
Alle arter holdes i bursystemer, der er lavet af trådnet, hvor de har meget lidt plads at strække sig, lege, hoppe eller blot at side helt oprejst. I visse tilfælde kan kaniner i bur udvikle deformiteter på deres rygsøjle af denne årsag.
Bure for de enkelte kaniner har et gulvareal, der ca. svarer til to skoæsker. Bure med grupper på op til 12 kaniner er til tider kun 1/3 større.
Mødrene holdes adskilte fra deres unger og får kun adgang til deres område for at lade ungerne die. I naturen dier deres unger på regelmæssige tidspunkter, men fordi de ikke selv kan kontrollere, hvornår deres unger skal die, skaber det stress hos moderdyret. Det er særligt problematisk, fordi når hun er stresset, kan hun finde på at spise sine egne unger.
Velfærdsproblemer
Kaninerne får både psykiske og adfærdsmæssige problemer. Det trådnet som udgør gulvet i et bur, kan forårsage skader på kaninernes fødder, og dette kan resultere i ømme poter, hvilket kan føre til infektioner og sår.
Stanken af ammoniak fra de urinindsmurte gulve, kan irritere kaninernes øjne og føre til smertefulde infektioner.
Eftersom kaniner er sociale dyr, kan det give dem alvorlig stress at være adskilt fra andre kaniner, og den sociale deprivation fører til stereotyp adfærd såsom at gnave i burets stænger og overdreven pelspleje (konstant at plukke sin egen pels som en form for selvlemlæstelse).
Selv gruppeindhusning af unge søskendekaniner er ikke bedre. Sammenstuvning i burene fører til øget aggression og slåskampe. Pelsgnavning og ørebidning er typiske symptomer i dyrenes adfærd, og kommer som en reaktion på at leve for tæt sammen med andre kaniner.
Foto: Jo-Anne McArthur / We AnimalsDe sidste minutter
Dødeligheden er høj for begge arter – normalt omkring 10-15 %. Kaninerne dør primært af åndedrætssygdomme. Landmændene forventer den høje dødelighed, og medregner det i deres budget, så deres profit ikke vil blive påvirket.
Det er også meget almindeligt, at kaninerne dør på vej til slagtning. Dette er ofte på grund af den måde, som kaninerne bliver transporteret. Dyrene pakkes så tæt, at virus nemt kan spredes, og dårlig ventilation giver problemer med at trække vejret.
Brækkede knogler og sår er også almindelige grundet dårlig håndtering af dyrene.
CAFT observerede forskellige slagtemetoder på de europæiske kaninfarme, som de besøgte. Nogle dyr blev dræbt på farmen ved at blive slået i baghovedet med en kraftig kæp, inden de fik halsen skåret over.
Kommercielle slagterier bedøvede kaninerne med elektricitet, hvorefter de fik skåret halsen over. Et slagteri som CAFT filmede, slagtede 9000 kaniner om dagen. Kaninerne blev holdt i kasser, der blev sat ovenpå hinanden otte af gangen, hvor det var fuldt muligt for dyrene at se, hvad der skete med deres artsfæller. Dækket i afføring og urin fra kaniner i kasserne over dem, var nogen tydeligvis stadig i live når de blødte ihjel.
Foto: Jo-Anne McArthur / We AnimalsEr kaninpels ikke bare et biprodukt?
Mange tror, at kaninpels bare er et biprodukt fra kødindustrien. Men sandheden er mere kompliceret:
Traditionelt kommer kaninpels fra kaniner, der udelukkende opdrættes for deres pels, fordi denne er af højere kvalitet. Skind fra kaniner opdrættet til kød har typisk været af lavere kvalitet og blev ofte kasseret. Men med stigende efterspørgsel, særligt fra Kina, bruges nu også pelsen fra kaniner, som traditionelt udelukkende blev opdrættet til kød, oftere og oftere.
For mange avlere er det netop indtægten fra pelsen (10-45 cent per skind), der gør det profitabelt at fortsætte produktionen. Uden denne ekstraindtægt ville mange farme ikke kunne overleve økonomisk.
Når butikker sælger kaninpels, får kunderne ofte forskellige forklaringer - at kaninerne var selvdøde, at pelsen er et biprodukt der ellers ville gå til spilde, eller at pelsen bliver nænsomt børstet af. Men realiteten er, at selv for kaniner der også opdrættes for deres kød, udgør pelsen ofte en stor del af indtjeningen.
For kaninerne selv er det naturligvis ligegyldigt, om de ender som pels eller kød - det vigtige er deres forhold, mens de lever. Og disse forhold er typisk meget dårlige, med kaniner indespærret i små bure uden mulighed for at udføre deres naturlige adfærd.
Familiedyr eller pelskvast?
Som Danmarks tredjemest populære kæledyr er kaniner kendt som kærlige og intelligente dyr. Men kaninindustrien afslører en dyb dobbeltmoral i vores samfund: Den samme kanin kan ende som elsket familiemedlem eller pelskvast på en hue - det afhænger udelukkende af markedsprisen.
Avlere ser kun kaninen som et produkt. Da kaniner får mange unger hurtigt, er det profitabelt at avle dem, og deres skæbne afgøres af, hvad der giver størst fortjeneste, det vil sige, om det bedst kan betale at sælge dem som pels eller som familiedyr.
Denne kyniske opdeling af det samme dyr i enten "familiedyr" eller "produkt" illustrerer præcis, hvorfor vi har brug for et opgør med pelsindustrien. Kaninen er et følende væsen uanset sin destination. Det er på tide, at vores behandling af dyr afspejler denne erkendelse.
Hvad kan du gøre?
Køb aldrig ægte pels. Hvis du ikke er 100% sikker på, at der er tale om imiteret pels, så undlad at købe det!
Du kan også give en særlig donation til dyrene og være med til at støtte en fremtid uden pels.
